Kostordning i Mosegården.

 

Vi serverer morgenmad i tidsrummet 6.30 – 8.00

Morgenmaden består af havregryn eller brød – oftest hjemmebagte boller og ost, – evt. marmelade, rosiner og frugt.

 

I løbet af formiddagen tilbydes børnene en lille "snack" : en gulerod, en rugbrødshapser eller lignende.

 

Frokostmåltidet spises kl. ca. 11.30, eftermiddagsmåltidet kl. ca. 14.30.

 

Maden  tilberedes her i institutionen.

Vi følger sundhedsstyrelsens anbefalinger til sund kost for børn, og vores indkøb er 80-90% økologiske.

Kosten er varieret og følger årstidens råvarer -  vi skifter mellem grøntsager/æggeretter, fisk, grød/suppe, kød/indmad og en dag med rugbrød/pålæg, hvor børnene selv smører deres mad. 

 

Om eftermiddagen byder vi på frugt og forskelligt brød .

 

Vi serverer mælk til frokosten de fleste dage og vand til eftermiddagsmaden.

 

Madplan laves som udgangspunkt og hænger på opslagstavlen i gangen.

Der vil dog altid kunne ske spontane ændringer, som kan opstå af mange forskellige grunde. Det kan f.eks. være, at vi pludselig skal på en tur, eller der kan komme et godt, billigt tilbud, som vi simpelthen ikke kan sige nej til.

 

Børnene er ofte  med i køkkenet, når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det giver dem en god mulighed for at få kendskab til, hvad maden består af og i ro og mag at turde smage på nyt - og så er det bare rigtig hyggeligt at være "køkkenmedhjælp"

For børn er det vigtigt, at der er flere ting at vælge imellem - det giver mulighed for mange smagsoplevelser og sikrer at der (næsten) altid er noget, man kan lide og blive mæt af.

 

I erkendelse af at måltidet har en kulturel og social værdi, er det vigtigt, at måltidet foregår i en rolig og hyggelig atmosfære, hvor samtalen mellem børnene og mellem børn og voksne har gode betingelser.

Derfor lægger vi til frokost duge på bordet og  børnene hjælper med at dække op med kopper, tallerkener og bestik, og når måltidet er færdig hjælper alle med at tage ud af bordet..

Eftermiddagsmåltidet foregår under mere afslappede former, hvor børnene ikke behøver at spise samlet.

 

Vi vil gerne kunne bryde hverdagens rytme med ”anderledes” dage – også når det gælder kostområdet. Derfor laver  vi i løbet af året somme tider mad på bål eller bager kage, ligesom vi sørger for et festmåltid til særlige lejligheder som f.eks. børnenes julefrokost og afskedsfest for de store børn .

 

I forældre kan også være med til at gøre måltiderne lidt ”anderledes” ved ind imellem at tage frugt eller andet med til alle børnene.

 

Fødselsdage.

Når børnene har fødselsdag skal de selvfølgelig fejres. I aftaler med personalet om fødselsdagen skal holdes her i børnehaven eller om vi skal komme hjem på besøg.

Hvis fødselsdagen holdes hos jer, vil personalet – med udgangspunkt i fødselarens legegruppe- finde 10-12 børn, som skal med. Det er vores ansvar, at alle børnene på skift får lov at komme med til fødselsdag.

Holdes fødselsdagen her i børnehaven har I kage, frugt eller hvad I synes med til børnene. Vi dækker bord med dug og flag og synger fødselsdagssang.