Vi havde klaret tre ud af fem udfordringer: limbo, labyrinten og suppen. Det var næsten for spændende, hvad de næste udfordringer ville byde på. Der skulle gå et par dage, inden vi stødte på dem, men det vidste vi ikke, mens vi kæmpede os op på toppen af Heksebjerget.
Sikke en udsigt! Vi kunne se langt – meget langt!
Der var flamingoer, der spillede på panfløjte, græshopper, der dansede tango, blomster, der stadig nynnede og træer og buske med alverdens madvarer voksende fra sig.
Vejret var spøjst. I horisonten kunne vi se den smukkeste solnedgang, men samtidig faldt duggen og solen skinnede. I det fjerne var der ikke en, ikke to, men hele tre regnbuer med glinsende, glimtende farver. For enden af hver regnbue var der skatkister som dyreungerne lykkeligt kastede sig over.
Der var en let brise der på toppen og en duft af kanelsnegle og pebermynte.
Vi besluttede os for at slå lejr lige der for natten.
Endnu en gang var vi heldige at finde palmeblade, der vuggede os i søvn og fortalte gode og søvndyssende historier.
”Nej lad vær med det” sagde jeg halvt i søvne. Noget eller nogen puffede til mig. Jeg mærkede noget vådt og koldt på min kind. Efter at have prøvet at skubbe det insisterende væsen lidt væk, måtte jeg give op og i stedet se det i øjnene.
Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne! En sød og livlig lille hund stod og kiggede på mig med sine store, brune, tiggende øjne.
”Nååårh – lille ven. Du er sulten?”
Hunden nikkede og smilede. Hunde kan faktisk godt smile og det gjorde den her hund meget. Jeg plukkede et par baconblomster og en ostehaps fra den nærmeste busk og gav hunden det. Haps haps. Maden blev hurtigt sat til livs. Hunden logrede.
”Hvad mon du kan? Alle dyr og planter virker til at kunne noget helt særligt og unikt her omkring”. Hunden blev ved med at logre og sprang lidt omkring. Den virkede glad. Men den snakkede ikke. Den tryllede ikke. Den lavede ikke ild eller magi.
”Kan det virkelig passe? Er du bare en helt almindelig hund?” jeg turde næsten ikke spørge. Måske hunden forvandlede sig til en ballonkunstner eller en dronning. Men nej. Hunden stod bare der og var hund.
Nu kan det måske lyde mærkeligt, men hvor var det dog dejligt med en helt almindelig hund!
Efter flere dage – ja måske endda uger – i en verden, hvor intet var som det plejede og alting kunne ændre sig fra time til time, var det mest fantastiske lige nu at møde noget så normalt som en hund uden særlige evner. En trofast kammerat, der mindede om, at normaliteten også var værd at fejre. Og det var lige, hvad vi gjorde, da de andre stod op. Vi brugte hele dagen på at lege med hunden, holde hundefest og lave en masse lækker mad til hunden og os. Det var en virkelig dejlig og næsten helt normal dag der midt i alt det unormale på toppen af Heksebjerget.
Hunden beholdte vi. Vi kaldte den Pelle Prip. Den blev endnu en trofast makker på det mærkelige og fantastiske sørøvertogt.