Velkommen til Børnehaven Gammelgården

 

Børnehaven Gammelgården er oprindelig en gammel bondegård. Her har været børnehave i over 40 år. I 2000 blev huset totalrenoveret.

Vi har store lyse rum med højt til loftet og mange store vinduespartier. Huset er i tre etager, med trapper, plateauer, kroge og hjørner, der giver god mulighed for at etablere uforstyrrede legerum.

Grupperummene er placeret omkring den fælles spisestue, hvor alle spiser frokost sammen og hvor vi også tegner, klipper, spiller spil, holder samling og læser historier. Herfra er der adgang til kontoret, køkkenet og til en dejlig terrasse, der giver et godt overblik over haven.

I haven har vi bevaret mange af de gamle træer, buske og græsarealer, og vi forsøger at få blomster og urter til at overleve.

Vi har bålplads, boldbane, gynger, klatrestativ, cykelbane og legehus og et område med sandkasse og fliser. Vi bruger haven meget året rundt.

Der er god plads både til fysisk udfoldelse og til små legegrupper og hyggesnak, og der bliver plasket med vand, gravet i mudder og kastet med sne.

 

 

Børnehaveliv

Børn leger og vi forsøger at skabe gode betingelser for deres leg. Leg er sjovt og giver glæde og det er en væsentlig del af et børneliv.

Når børn leger, omsætter de det, de ser og oplever. De prøver forskellige roller og undersøger, hvordan verden hænger sammen.

I legen lærer de deres følelser, reaktioner og grænser at kende, og de lærer at skabe et godt samvær med andre. Derfor er legen en væsentlig del af livet her i børnehaven.

Børnehaven er indrettet så børnene frit kan bevæge sig rundt og finde venner i hele huset. Vi støtter børnenes venskaber og ser dem som værdifulde for børnene både i børnehaven og i weekenderne derhjemme.

I venskaber lærer børn at bruge deres følelser, kærlighed, omsorg og fortrolighed.