Barn- og voksenperspektiv

 

Barneperspektivet og voksenperspektivet

Børn er ligeværdige med voksne, men ikke ligestillede eller jævnbyrdige. Vi voksne har selvfølgelig en helt anden indsigt, viden og erfaringer, men vi har alle en værdi i kraft af, hvem vi er. Børn er specialister i at være børn, og derfor er det os voksne, der skal gøre sig umage med at lytte til børnenes egne stemmer, da de ofte tænker, føler og oplever verden anderledes end vi voksne.

Samtale drejer sig aldrig om at argumentere, men snarere om sammen at udforske tankebaner og måske også tænke nye tanker. Når vi voksne virkelig taler med børn, er vi ægte interesseret i barnet og lader det fortælle om sine oplevelser og tanker. En samtale er en dialog, hvor vi svarer hinanden oprigtigt, tager del i hinandens livsverden.

Børnene er fantastiske samarbejdspartnere og meget villige til at bidrage til vores "uvidenhed" som voksne, hvis vi evner at give slip på "sandheden" (som nogle af os tror, vi har patent på). Vi skal blive bedre til at tage antropologens briller på og tage på en opdagelsesrejse ind i barnets virkelighed og gøre os umage med at forstå meningen med det liv, der leves i for os et ukendt land.

Det største problem for de børn, som har det svært, er at ændre på de voksnes forestillinger og forventninger til dem. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med ikke at gøre "barnet besværligt" med fx: "Hvor er Mathias bare træls" og at det er ham, der er "årsagen" til problemet, men i stedet fokusere på "relationen som besværlig" fx: "Hvordan kan jeg blive bedre til at møde Mathias?".

 

Udvikling frem for fejl og mangler

Vi skal arbejde med at få de positive ting hos barnet i spil, så det er dem, der bliver synlige og dem, vi kommer til at arbejde med, frem for de fejl og mangler, der er hos barnet. Kort sagt arbejde med konteksten for vanskeligheder og ikke kun individet i vanskeligheder.

Hver gang, vi voksne oplever et i vanskeligheder, skal vi stille spørgsmålet: "Hvad er det, barnet skal lære, for at problemet forsvinder?". Dermed fokuserer vi på det udviklende - og hvad vi kan gøre i det pædagogiske miljø som helhed.

Kort sagt have fokus på inklusion, hvor relationerne og barnets kontekst er vigtig i stedet for eksklusion, hvor det er barnet, der er problemet, og hvor det er løsrevet fra en helhed. Der ligger to meget forskellige menneskesyn bag de to begreber.