Kære forældre.
Så nærmer sommerferien sig med hastige skridt, lad os håbe dette dejlige sommervejr fortsætter, ligesom sidste år. Vi har haft en dejlig sommer her i huset, hvor vi blandt andet har deltaget i Dagtilbudsfestivallen, jeg håber I alle har set videoen på Intra fra dagen. Trods en ordentlig skylle på dagen, havde vi en dejlig festival. Læreren fra Skolebandet, som spillede da vi ankom fortalte, at hun var målløs over at se, hvordan både børn og ikke mindst de voksne dansede med til musikken. Det havde de ikke oplevet i samme grad før sagde hun begejstret, så bliver man lidt stolt, for de voksnes gode humør og bevægeglæde smitter i den grad af på børn😊
I går var Mette fra Fugl og Mette fra Lop på et lille kursus i Børnetube, så vi vil forsøge i den kommende tid øve os i alle de muligheder den informationsform har. I dag har både fuglereden og loppereden lagt videoer op af børnene, giv dem gerne feedback, hvordan I oplever det😊.

Nyt på børnefronten
Henover sommeren, har og skal vi sige farvel til rigtig mange dejlige børn. Det drejer sig både om børn der skal begynde i Børnehave og børn der flytter fra området.
Troldely: Alberte (rejser i morgen).
Fuglereden: Alfred (er rejst), Liva, Mayar og Luna.
Musehullet: Samuel (er rejst), Hans, Vigdis, Astrid (rejser i morgen) og Klara.
Loppereden: Wilder og Filippa.
Vi ønsker Jer alt mulig held og lykke fremover. I og jeres familier vil blive savnet! Vi håber I kommer og besøger os.

Fordi vi skal af med så mange børn, skal vi også have mange nye børn. Så I august bliver der gang i indkøringer i huset. Vi har fået rigtig mange små de seneste halve år, det næste år ser det ud som om, vi går ind i en ”rolig” periode, hvad angår indkøringer, da vi kun sender få børn afsted i børnehave. De nye børn er:

Troldely:
Har 1/6 fået Vilje, som er lillesøster til vores gamle Evi. 1/7 får de en ny Alberte og 1/8 får de Pelle, hvis store søster Esther har gået i Århusbo.

Fuglereden: Har fået Merle 1/6, og de får Alfred 1/7 og både Alvin & Frej d. 1/8, og så mangler de stadig, at få et barn, som jeg ikke har fået svar for endnu.

Musehullet: Her er Oliver og Anker allerede startet. Til august begynder Hektor og Karen og så venter jeg svar på endnu et barn.

Loppereden: Her begynder Hemma 1/7, til august kommer Freja og måske kommer Asha tilbage, men det er stadig lidt uvist.

Nyt på Personalefronten
Farvel til pædagogmedhjælpere.
Desværre skal vi af med Både Anne, Nina og Oskar Emil. Anne og Nina skal i gang med at læse videre og Oskar Emil drager til Kina for at undervise børn i Engelsk. Det bliver et stort savn for både børn og personale, at sige farvel til dem. Til september skal vi også for en stund sige farvel til Solveig. Solveig er kommet ind på Pædagogstudiet, hvor hun skal læse en Merit, der tager 3 år. Det betyder, at Solveig, det første år, har orlov og skal læse på fuldtid. De efterfølgende to år, vil Solveig have 3 arbejdsdage i Århusbo og 2 studiedage hver uge. Vi er super glad på Solveigs vegne, hun bliver uden tvivl en fantastisk pædagog, men vi kommer til at savne hende det første år!

Charlottes tilbagevenden
Charlotte, pædagog på Fuglereden, som er blevet rygopereret for nyligt, har fået forlænget sin ”virksomhedspraktik” til uge 35, det betyder, at hun, som nu, vil være udover normering på Fuglereden. Hun kommer 4-5 timer alle dage på nær onsdag, hvor hun har hviledag. Hvis alt går som planen, regner vi med at Charlotte vil være deltids-raskmeldt med ca. 18 timer om ugen fra uge 35. Derfor er planen at Lise til den tid, kommer tilbage til Loppereden.

Nye medhjælpere og besparelser.
Da vi desværre de næste måneder skal af med både Anne (27/6), Nina (23/8), Oskar Emil (12/7) og Solveig (1. sep). Skal vi have ansat nogle nye medhjælpere. Vi venter med at ansætte de nye folk til omkring 1. sep., indtil da benytter vi os af vores gode gamle vikarer.
Pga. de store besparelser vi står overfor i år, skal vi desværre, resten af året spare, det der svarer til en 30 timers medhjælperstilling. Jeg vil gerne, at alle stuer stadig har 4 personaler hver, derfor har jeg valgt at ansætte de 4 nye medhjælpere på et lavere timetal og jeg skal gøre mit ypperste for at børnene ikke kommer til at mærke den store forskel. Heldigvis har vi stadig Laura, som er virksomhedspraktikant, hun har til august været her et år, og vi har også Rahele og vores unge piger om eftermiddagene som bidrager til flere hænder i huset.  

Vigtige datoer efter sommeren
Forældrerådsvalg d. 29 august
Vi håber igen at kunne samle et forældreråd med 2 forældrerepræsentanter fra hver stue, så begynd gerne at overveje om det er noget for jer? Vi mødes 6 gange om året i forældrerådet fra 16:30-18:30.
Selve forældrerådsvalget er et aften-forældrearrangement. Det bliver afholdt torsdag den 29. august i Århusbo. Vi håber I alle kan deltage, aftenen vil udover valget, indeholde indslag om dagligdagen i Århusbo fra mig og pædagogerne i huset. Det kommer I til at høre mere om efter ferien. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen. De af jer, der bliver valgt ind, skal allerede mandagen efter, den 2. sep. deltage i et konstituerende møde i Vuggestuen Kornbakken.

Vi plejer at holde sommerfest i august, men der er lige rigtig mange aftenmøder for personalet i august. Derfor skyder vi festen til en sensommerfest, som I også kommer til at høre mere om efter ferien.

Forældreopgaver:
I spørger ofte om, om der er opgaver I som forældre kan bidrage med i vuggestuen. Derfor vil jeg som forsøg lave en liste, som jeg hænger op i entréen med praktiske opgaver i huset. Så hvis I en dag har lidt ekstra tid, vil vi blive meget glade for en hånd. Jeg har allerede den første opgave: I vores nye aftale med kommunens havemænd, får vi nu pga. flere besparelser ikke længere fejet vores legepladser. Så hvis en af jer har tid, måske en dag, I henter og jeres barn leger på legepladsen, vil vi meget gerne have fejet vores fliseareal.

Gode ideer
Udover det vil vi også gerne have indrettet vores skovsti, med fede legemiljøer til børnene, så man bare siger WAUV, når man træder ind. Vores pedel har travlt i dagtilbuddet, men han er nu tæt på at være færdig med endevæggen på Skovstien, så kan vi rigtig komme i gang. Hvis nogen har en super ide, så sig endelig til.

 

Jeg håber I og jeres skønne børn, får en helt igennem fantastisk sommer!! Jeg går på ferie fra fredag i uge 28 og 3 uger frem, så jeg er tilbage i uge 31.

 

Kærlig hilsen Sofie Fredholm

Pædagogisk leder i Århusbo