Et hyggeligt lille sted

På Skovslottet er vi 32 børn og 7 voksne. Sammensætningen af børnegruppen kan variere, men som udgangspunkt er her 8 børn under 3 år og 24 børn fra 3 år til skolestart. Børnene på Skovslottet kommer hovedsalig fra Højbjerg.

Vi bor midt i byens grønneste oase. Tæt på vandet og med Mindeparken, Marselisborg Slot og Forstbotanisk have som vores nærmeste naboer.

Skovslottet er en lille hyggelige institution, hvor kreativitet udfordrer koncentration og samvær. Institutionens størrelse og beliggenhed bidrager til rolige og trygge omgivelser for børnene. Det samme gør en lille stabil personalegruppe, hvor alle kender hinanden og engagerer sig i hvert enkelt barn og dets familie. Der er en nær daglig kontakt mellem forældre og personale.

Vi er en institution, hvor børn og personale udvikles og trives i hinandens selskab. Og en institution, hvor forældrene er glade for og trygge ved at aflevere deres børn.

Vores dagligdag er i høj grad præget af humor. Vi mener at humoren er den positive indgang til leg og sociale relationer. Når man griner sammen med børn rummer den fælles latter en anerkendelse, som styrker børnenes selvværd.

Børnene kan boltre sig på 3 store stuer samt i 2 mindre rum. Det giver fine muligheder for at lege i mindre grupper. Opdelingen i flere rum gør støjniveauet i huset relativt lavt. Det er rart for alle der færdes på Skovslottet.

Børnene er ikke opdelt på stuer, men fungere som én gruppe. Dog har de små vuggestuebørn en mindre stue, der udgør en slags base forbeholdt dem. Hensigten hermed er primært at de har et sted, hvor der er roligt nok til at udforske verden i eget tempo uden pludselig at blive væltet om kuld af en ivrig 6-årig.

Det meste legetøj og de fleste materialer er frit tilgængelige. Det indebærer at vi også lærer børnene at rydde op, så man altid kan finde det man skal bruge.

Der er et meget lavt fravær i personalegruppen og børnenes sygdomsperioder er også stærkt begrænsede. Det tror vi selv hænger sammen med to forhold: at institutionen er lille, det begrænser smitterisikoen og at vi får masser af frisk luft. Desuden kan det også have betydning, at det social miljø er rigtig godt. Personalet er glade for at gå på arbejde og børnene er en samlet gruppe, som alle leger sammen på kryds og tværs. Og at dømme efter forældrenes udsagn, så trives børnene rigtig godt.

Først var Skovslottet en halvdagsbørnehave

Oprindeligt startede institutionen som en halvdagsbørnehave på Tietgensplads. Der boede vi i næsten 70 år frem til august 2004. På det tidspunkt flyttede vi ud til vores nye pragtfulde plet midt i naturen - Skovridervej 20. Samtidig blev vi en 0-6 års institution og indførte fuldtidspasning. Meget har forandret sig, men vi er stadig den samme personalegruppe og har samme værdier og mål som hidtil. Vi værdsætter og udnytter de kvaliteter der ligger i at være en lile selvejende enhed.