Dagligdagen i vuggestuen
 
Klatretræet åbner hver dag kl. 6.30-17.00, fredag til kl. 16.30.
 
Morgenmad Kl. 6.30-7.30
Tidligt om morgenen afleveres alle børn i fællesrummet. De børn, der ikke kan nå at spise morgenmad hjemmefra, kan få morgenmad her, økologisk havregryn med mælk eller havregrød.
 
På stuen ca. kl. 8.00
Her åbner de forskellige stuer, og vuggestuebørnene trækker ind i deres eget ”smørhul” på stuen.
 
Samling kl. 9.00
Hver dag kl. 9.00 holder vi samling, hvor vi spiser lidt frugt og synger et par sange.
Vi vil gerne, at I hver mandag medbringer 2 stk. frugt til det fælles frugtfad. Frugten kan I lægge på hylden i køleskabet.
For at få en rolig og hyggelig samling med få afbrydelser vil vi gerne have, at I afleverer jeres barn før kl. 9.00 eller efter kl. 9.30.
 
Formiddagen kl. 9.30-10.45
Om formiddagen laver vi forskellige aktiviteter for vuggestuebørnene.
Vi går typisk på legepladsen, og nogle dage vil vi gå en lille tur i lokalområdet.
Vi kan også vælge at blive inde og f.eks. lave musik & bevægelse, tegne/male, lege, kigge i bøger, tumle i puderne eller noget helt andet.
 
Middagsmad kl. 10.45
Kl. 10.45 samles vi igen på stuen til frokost. Alle børn vasker hænder på badeværelset. Børnene finder derefter deres faste spisepladser. Det skaber ro og tryghed, når børnene ved, hvor de skal sidde, og med hvem. Vi drikker mælk og vand til måltidet.
 
Middagssøvn og sove tider
De yngste børn sover som regel to gange om dagen. De lidt større børn puttes efter frokost i tidsrummet kl. 11.15-12.00. Mellem kl. 13.30-14.00 begynder børnene at stå op. Vi skriver børnenes sove tider ned hver dag, og dem vil I kunne se på en seddel på stuen.
 
Eftermiddagsmad
Kl. ca. 14.00 spiser vi eftermiddagsmad. Vi drikker vand/mælk til maden.
 
Eftermiddagen
Eftermiddagen foregår typisk med leg på stuen.

Mellem kl. 15.30-16.00 slår vi os sammen med børnehavebørnene i fællesrummet, indtil institutionen lukker.