Tøj anbefalinger i forhold til børnenes selvstændigheds træning og glæde ved at blive selvhjulpen.

For at hjælpe barnet bedst muligt til selv at tage tøj af og på og dermed udvikle sin selvstændighed og motorik, må de have noget tøj, der giver dem muligheden for det. På den måde kan dit barn nyde succesen ved at kunne selv. Tøjet skal være nemt at håndtere i forhold til barnets alder. Det skal helst kunne “tåle” at få pletter på.

 

Snore i jakke/hue mv. og halstørklæder er ikke tilladt, da det udgør en kvælningsfare.

 

Body stocking: Er fint til børn under 2 år, men når børnene selv begynder at blive interesseret i at komme på toilettet, anbefaler vi at de får underbukser på, de er lettere at håndtere.

 

Overalls: fint til helt små børn, men forhindrer større børn i deres frie bevægelsesmønster. De kan også forhindre muligheden for at blive selvhjulpen.

 

Flyverdragt: helst heldragt op til 5-6 års alderen. Den bør være rummelig, så der kan være en ekstra trøje. Kropslængden skal helst være rigelig stor, ellers kan det være svært for barnet at krænge den af og på. (Undlad skyllemiddel ved vask af overtøj – det ødelægger stoffets vandafvisende effekt).

 

Regntøj: blød kvalitet, der ikke hindrer barnets muligheder for bevægelse, og som samtidig er nemmere at håndtere end stift regntøj. Det skal også være rummeligt, så der kan være tykt tøj eller flyverdragt under (ca. 2 nummer for stort). Regnbukserne skal kunne komme udover støvlerne, så elastik er godt, men må ikke være for stramt.

 

Hue: elefanthuer anbefales, enten dobbelt bomuld eller uld med bomuldsfoer. Den skal overflødiggøre brug af halstørklæde, som er upraktisk og farligt.

 

Vanter: barnet skal selv have mulighed for at tage sine vanter på. Små børn bør bruge luffer, og de må gerne kunne trækkes udover flyverdragten. Store børn kan bruge fingervanter, når de selv kan tage dem på. Det er bedst med vandtætte vanter. Der skal ligge et ekstra par i garderoben.

 

Støvler: varme, vandtætte støvler, som ikke er for snævre i skaftet og uden besværlige knapper eller spænder. Snørebånd kun til børn, der er klar til selv at binde sløjfer.

 

Hjemmesko er en rigtig god idé i vinterhalvåret, da der tit er vandpytter på gulvet og kold træk i garderoben. Giv hjemmeskoene på inden aflevering, husk navn i!

 

Skiftetøj: for at dit barn kan få den bedste hverdag i Solsikken, opfordrer vi dig/ jer til hverdag at tjekke om der er skiftetøj til næste dag.

 

 

                                             Husk tydeligt navn i tøj og sko!