Kost og ernæring
 

God mad til glade børn

Vi har en fuldkostordning i vuggestuen, det vil sige, at børnene ikke selv skal have noget med.

Vi tilbyder morgenmad til ca. 07.30, og middagsmaden indtages klokken 10.30. Næste måltid er eftermiddagsmad ca. klokken 14.00. Disse tidspunkter forudsætter selvfølgelig, at man er vågen, ellers spises der, så det passer i barnets rytme.

 

Vores råvarevalg
I vores vuggestue er maden overvejende økologisk, undtaget er kødet, som vi ikke får så meget af. Økologien er ikke i sig selv garanti for, at maden bliver bedre, men vi håber, at vi kan undgå unødige fremmedstoffer - og økologien skader i hvert fald ikke. Kødet er ikke økologisk, fordi vi ikke kan få økokød til en fornuftig pris. Mælken er økologisk letmælk fra Thise mejeri og serveres hovedsagligt til eftermiddagsmaden, ellers serveres der vand - meget sjældent saft.
Svinekød bruger vi ikke, da vi af og til har børn fra muslimske familier - det skal dog pointeres, at vi ikke anvender halalslagtet oksekød.

 

Hjemmebag
Stort set al mad laves fra bunden, det vil sige, at der sjældent bruges halvfabrikata, og at alt brød er hjemmebagt. Det giver også god mulighed for at styre, hvad der spises - og så smager det godt.

 

Ugeskema
Madplanen står køkkendamen for, og den lægges efter et fast skema, hvor dagene er fordelt med: mandag - grøddag, tirsdag - fisk, onsdag - kød, torsdag - vegetarmad, fredag står den på rugbrød og pålæg (arrangeret af personalet). Om eftermiddagen får vi oftest brød.

 

Vores sukkerpolitik
Slik, kager og andre søde sager får vi ikke, og vi opfordrer til, at det også indgår i overvejelserne til fødselsdage. Faktisk oplever vi også, at børnene meget hellere vil have noget lækkert frugt eller en god bolle.